Erhvervsliv med kulturelle svømmevinger INTERVIEW af journalist ELISABETH SAUGMANN En forening mellem erhvervslivet og kunsten i fælles strategier var for få år siden utænkelig. Nu bliver det mere og mere udbredt. For management konsulenten Gunilla Larborn er det ikke en ny tanke. Hun har i mange år forenet de to størrelser i sit arbejde. "Hvis de sidder med en klump ler og arbejder på en ny produktstrategi, resulterer det i andre produkter, end hvis de havde nedskrevet deres ambitioner på en computer." Gunilla Larborn
|
Jyllandsposten
den 26.8.2003![]() |
||||||
Dialog
mellem kunsten og erhvervslivet er det store hit lige nu. Også Kulturministeriet
støtter bestræbelserne, men for managementkonsulent og sociolog
Gunilla Larborn har det længe været en realitet. Er virksomheder
ude at svømme, får de kreativ mund-til-mund genoplivning
hos hende, når hun kombinerer organisationstænkning med kreative
processer. Visuel kunst, storytelling og drama. |
For tiden kan hendes malerier opleves i Cafeen i Frederiksberg Svømmehal
i København. Hun har altid gang i mindst fem malerier ad gangen
i privaten i Hellerup. Og mindst lige så mange i atelieret i sommerhuset
i fødebyen Göteborg i Sverige. |
Hun
påpeger, at der foregår en øget forskning i kreativitet,
som er et eftertragtet råstof, hvorimod rationel metodik ofte blokerer
for uventede problemløsninger. Og hun mener, at fremtiden vil byde
på professionelle kunstnere, der permanent går ind i en virksomheds
samlede billede for at ændre på fokus. " Erhvervslivet har et enormt behov for nytænkning. Vi arbejder ikke i store tunge store paladser, men i små flytbare telte, der kan fusioneres og out-sources i en flydende tilstand. Der sker hele tiden ændringer, og vi skal være forandringsvillige og klar til at bruge den kunstneriske verdens irrationelle værktøjer og dimensioner i organisationsudviklingen. Jeg går selv direkte efter det kreative kaos, men man skal være bevidst om, hvorfor man bruger de forskellige skabende processer." |
|||||
Orden
i uorden |
"Selv om der
generelt er mere fokus på den bløde værdistyring, er
det ikke dybfølt, idet det er udtænkte, rationelle værktøjer. |
Og da man kun
kan løse et erkendt problem, er det f.eks. nødvendigt at vide,
om en virksomhed skranter på grund af manglende indtjening eller personlige
intriger." Synliggørelse Gunilla Larborn arbejder med synliggørelse af virksomhedsvisioner, både eksternt og internt, ved hjælp af farver eller Lego. Det får andre følelser frem end fortænkte erkendelsesprocesser. I kunstens øverste professionelle cirkler har hun mødt en pendant hertil i form af en udtalelse fra maleren Jens Birkemose. Da hun spurgte ham, hvorfor han maler så dystert, svarede han: "Lyset fremtræder bedst i mørke, den modsætning gør det lyse meget lysere." Men hun erkender, at ikke alle erhvervslivets problemstillinger kan løses af en kunstner, der kommer ind fra venstre som en Rembrandt med højt løftet pensel. Penge på bundlinjen er hovedkriteriet. |
|||||
"Men man
tjener flere penge, hvis man trives og har et fælles mål,
modsat en syg virksomhed, der ender som en destruktiv dinosaurus." |
Selv pantomimerne kan være meget barske oplevelser, når nogen
udefra kommer og slår hovedet på sømmet. |
Men hun kan
ikke længere male smukke udsigter og yndige planter, hun må
ind bag overfladen og kastes ud i det ukendte i en gyngende dialog med
et eller andet. Måske noget dramatisk. |
|||||
| Kærlighed Gunilla Larborn kom til Danmark i 1980 på grund af kærlighed. "Kun krig og kærlighed får folk til at skifte land." Senere oplevede hun en krise i maleriet, hvorpå hun blev coachet telefonisk af en person uden forstand på kunst. Men da hun selv er erhvervs-coach, og i samme periode støttede en kvinde til at opsige sit job og blive selvstændig, kunne hun vel lige så godt have coachet sig selv? "Nej, for når man forpligter sig til et andet menneske, påvirker det målbevidstheden, så man ikke længere kan svigte sig selv med dårlige undskyldninger." |
At male er også
at tænke på at male, mener Gunilla Larborn, der konstant bombarderes
af synsindtryk og medbringer farver alle vegne. På forretningsrejserne
nedskriver hun sine syner, det kan være en vægfarve eller mønstret
på et kloakdæksel, der hastigt kradses ned på et stykke
avispapir i form af stikord. Derpå klæber hun det ind i tykke
bøger med ideer til alt det, hun skal nå at male. De udstillede malerier på Frederiksberg hedder ”indgange” og ”porte”. Og hun henviser til, at inspiration og vision næsten altid danner par, uanset om det gælder maleriet eller konsulentjobbet. |
"Visionen er
et samlet billede af, hvordan noget skal formes. F.eks. ideen om en mand
på Månen. Inspirationen er metoden, der realiserer visionen. Rejsen er vigtigere end at ankomme, alt ligger i bestræbelsen, resultatet i sig selv er ikke nok. Når jeg er inde i noget, bliver jeg mere og mere interesseret i at vide, hvordan jeg kom derind. Jeg får det pragtfuldt, når jeg bliver gammel og får et liv kun med kunst, jeg er meget videbegærlig og har allerede ansøgningsblanketter til de fleste billedskoler liggende." |
|||||